Opsigelse – tvangsinddrivelse. (J.nr. 10.03-0940-03)
AFGØRELSE FRA TELEANENÆVNET
Klagetema: Aftalevilkår – opsigelse – tvangsinddrivelse
Resume:
Klager havde opsagt sit abonnement telefonisk i april 1999. I følge abonnementsvilkårene skulle dette dog ske skriftligt, og i oktober 1999 lukkede indklagede for klagers abonnement grundet manglende betalinger af fakturaer. Senere overdrog indklagede sagen til inkasso. Nævnet fandt at klager ikke havde sandsynliggjort at abonnementet var blevet opsagt i april 1999. Dertil havde klager sidst betalt en regning i december 1998, og klager kunne derfor ikke være uvidende om, at der som minimum skulle betales frem til april 1999. Indklagede havde gjort gældende at der ikke havde været problemer med at sende post til klagers adresse. Der var derfor ikke tale om sen fakturering, men forsinkelsen af inddrivelsen skyltes klagers forhold. Nævnet gav derfor ikke klager medhold i sin klage.
Klageren:
NN
Indklagede:
Sonofon
Skelagervej 1
Postbox 330
9100 Aalborg
Behandlet på nævnsmøde nr. 16 den 22. november 2004
Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af forbrug og abonnement
Påklaget beløb: 1.026,58 kr.
Abonnementsform: Løbende mobil
Påklaget periode: fra 1. april 1999 og frem
Klageren reklameret til indklagede: 26. oktober 2003
Indklagede truffet afgørelse: 4. december 2003
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager oprettede den 11. februar 1996 et mobilabonnement hos indklagede. Indklagede fremsendte herefter løbende fakturaer til klagers hjemadresse. I april 1999 kontaktede klager indklagede telefonisk og opsagde sit abonnement. Hun kontaktede ligeledes indklagede telefonisk i oktober samme år for at høre, hvordan det stod til med hendes telefoniske opsigelse fra april. Klager fik det indtryk, at abonnementet var blevet registreret opsagt. Den sidste regning, klager betalte, blev betalt 30. december 1998. Imidlertid fremsendte indklagede, der ikke havde modtaget klagers skriftlige opsigelse i henhold til abonnementsbetingelserne, også fakturaer den 19. februar, den 19. marts, den 27. maj og den 27. august 1999, der ikke blev betalt. Indklagede lukkede derfor klagers abonnement 27. oktober 1999 på grund af restance. Faktura af 27. oktober 1999 var en slutfaktura, der dækkede forbrug, abonnement og gebyrer i perioden 19. november 1998 til 27. oktober 1999.
Indklagede overgav herefter sagen til inkasso. I perioden 3. april til 22. maj 2000 kontaktede Inkasso Service Danmark forgæves klager 3 gange ved personlig henvendelse på klagers bopæl. Alle 3 gange konstaterede en medarbejder hos Inkasso Service Danmark, at klagers navn stod på døren på adressen, men traf ikke klager hjemme. Sidste gang efterlod Inkasso Service Danmark et kort til klager med oplysning om skyldig gæld. Herefter blev sagen henlagt indtil oktober 2003, hvor klager igen blev kontaktet af Inkasso Service Danmark.
Da klager imidlertid ikke mente at have modtaget noget fra indklagede eller Inkasso Service Danmark siden december 1998 og frem til hun blev kontaktet af Inkasso Service Danmark i oktober 2003, klagede hun til indklagedes Regningsklagenævn. Da indklagede ikke havde modtaget klagers skriftlige opsigelse og da indklagede i øvrigt ikke på noget tidspunkt havde modtaget post retur fra klager, fastholdt indklagede sit krav overfor klager. Klager valgte herefter at indbringe sagen for Teleankenævent.
Klage modtaget i sekretariatet: 5. maj 2004
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER
Klageren
Klager bestrider, at hun er forpligtet til at betale, når hun først opkræves, efter at der er forløbet mere end 4 år.
Bestrider endvidere, at hun er forpligtet til at betale abonnement, gebyrer m.v. efter 1. maj 1999, hvor hun har opsagt sit abonnement.
Klager bestrider endeligt at have modtaget breve m.v. fra indklagede efter december 1998.
Indklagede
Fastholder under henvisning til, at klager ikke har opsagt sit abonnement skriftligt i henhold til abonnementsbetingelserne, sit krav om betaling frem til den 27. oktober 1999 samt påløbne inddrivelsesomkostninger og renter i alt 1.720,89 kr.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Klager oplyser, at hun i april 1999 opsagde sit abonnement over for indklagede telefonisk. Denne opsigelse er ikke blevet registreret hos indklagede. Det er klager, der skal løfte bevisbyrden for, at hun rent faktisk har opsagt sit abonnement over for indklagede i april 1999 eller på et senere tidspunkt. Det fremgår af samtalespecifikationerne, at klagers samtaleforbrug ophørte i marts 1999, hvilket bestyrker klagers påstand. Klager har dog ikke anført yderligere omstændigheder, der bestyrker hendes påstand. Ydermere har klager oplyst, at hun i oktober 1999 følte behov for at kontakte indklagede telefonisk på ny med henblik på at forhøre sig om, hvorledes hun skal forholde sig i forhold til sin opsigelse i april. Denne henvendelse er heller ikke blevet registreret hos indklagede. Efter nævnets opfattelse sandsynliggør klagers fornyede henvendelse til indklagede, at klager selv var i tvivl om, hvorvidt abonnementet var opsagt eller ej. På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at hun har opsagt sit abonnement i april 1999. Hvorvidt klager har opsagt abonnementet i oktober 1999 har nævnet valgt at se bort fra, idet abonnementet under alle omstændigheder lukkes af indklagede i oktober 1999.
Klager har oplyst, at hun ikke har modtaget brev fra hverken indklagede eller Inkasso Service Danmark efter december 1998.
Indklagede har oplyst, at der er sendt fakturaer ud til klager på adressen XX den 19. februar, den 19. marts, den 27. maj og den 27. august 1999, ligesom indklagede har udsendt rykkerbreve den 22. april, den 27. oktober og den 18. november 1999. Indklagede har oplyst, at indklagede på intet tidspunkt har modtaget post retur fra klager. Endvidere har indklagede oplyst, at Inkasso Service Danmark har oplyst, at firmaet ved henvendelse på adressen har konstateret, at klagers navn stod på døren på adressen.
Nævnet finder derfor i denne konkrete sag, at indklagede har sandsynliggjort, at de omtvistede fakturaer og rykkere er kommet frem til klageren, idet det forekommer usandsynligt, at klageren ikke har modtaget nogen af de udsendte fakturaer.
Klager har betvivlet, at hun kan være forpligtet til at betale for et forbrug, der ligger mere end 4 år tilbage. Da nævnet som nævnt ovenfor lægger til grund, at det er usandsynligt, at ingen af indklagedes fakturaer skulle være kommet frem til klager, er det nævnets opfattelse, at der ikke er tale om sen fakturering af forbrug. Derimod er selve inddrivelsen af udeståendet blevet forsinket, hvilket bl.a. beror på klagers egne forhold.
Det er således nævnets opfattelse, at det forhold, at indklagede må se sig nødsaget til at overdrage sagen til Inkasso Service Danmark, ikke i sig selv har kunnet give klager en berettiget forventning om, at opkrævning ikke ville ske efterfølgende. Da klager har oplyst, at hun senest har betalt en faktura til indklagede i december 1998, kunne hun således ikke være ubekendt med, at der skulle betales abonnement og forbrug i al fald frem til det tidspunkt, hvor hun selv troede, hun havde opsagt abonnementet i april 1999. Klager kunne således ikke i god tro indrette sig på, at der var sket afregning af hele hendes skyldige forbrug m.v. ved betaling i december 1998.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE:
Klager, NN, kan ikke få medhold i sin klage over indklagede, Sonofon A/S.
Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager jf. vedtægternes § 12.
Indklagede, Sonofon A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet jf. vedtægternes § 25.