Overskriftsbillede til Mobil – regningsklage – anfægtelse af dataforbrug på 3-G-nettet (J.nr. 10.01-0305-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – Regningsklage – anfægtelse af dataforbrug på 3G-nettet

Resume:
Klager havde købt en telefon med abonnement hos indklagede. Efterfølgende blev klager opkrævet for dataforbrug i forbindelse med brug af internettet, som klager herefter anfægtede at have foretaget. På baggrund af tekniske undersøgelser og opkaldslister fra indklagede, fandt nævnet, at der ikke var begået fejl og at klager havde foretaget dataforbruget. Dernæst kiggede nævnet på indklagedes måde at markedsføre sine produkter, og fandt at den fleksibilitet, der var i sammensætningen af abonnement og tjenester, skærpede indklagedes oplysningspligt over for kunderne. Dog fandt nævnet at det i alle tilfælde var nødvendigt at skrive www-adressen eller vælge en af bruger allerede forudindtastet www-adresse, før kontakt til Internettet kunne ske. På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at opkald til Internettet ikke let kan ske uden brugerens viden herom. Nævnet fandt derfor, at der i den konkrete sag ikke fandtes vægtige grunde til at fravige udgangspunktet om klagers hæftelse for de påklagede dataopkald. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
HI3G Denmark ApS
Arne Jacobsens Alle 17
2300 København S

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 10.01-0305-05
Klagen vedrører: Anfægtelse af faktureret dataforbrug fra mobiltelefon
Påklaget beløb: 809,35 kr.
Påklaget periode: Den 7. december 2004 til den 6. januar 2005
Abonnementsform: Boom-abonnement med Guld-tillægsabonnement
Klageren reklameret til indklagede: Ca. den 1. februar 2005
Indklagede truffet afgørelse: Den 21. februar 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager oprettede den 15. november 2004 et abonnement hos indklagede ved køb af mobiltelefon. Abonnementet var et Boom-abonnement med Guld. Oprettelsen af Boom-abonnementet indebar, at klager opnåede ubegrænset samtale og videosamtale mellem 3Mobiler i 3’s net samt 150 minutters taletid herudover. Med tillægsabonnementet Guld tillagdes klager frit forbrug af ca.15 udvalgte indholdstjenester inden for forskellige kategorier, således at klager ikke blev opkrævet hver gang, han downloadede en indholdstjeneste.

Klagers mobiltelefon virkede ugen efter oprettelsen således, at klager kunne benytte nettet via mobiltelefonen. Derimod kunne kontakt til 3Portalen eller Internettet ikke opnås ifølge klager.

I perioden fra den 7. december 2004 til den 6. januar 2005 blev klager faktureret i alt 809,86 kr. for dataforbrug. Klager henvendte sig på baggrund heraf til indklagede og anfægtede det påståede forbrug, da klager ifølge denne ikke havde haft held med at opnå kontakt til 3Portalen og Internettet i den pågældende periode.

Indklagede fastholdt kravet om betaling ved brev af 21. februar 2005.

Sagen blev herefter indbragt for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 17. marts 2005.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Bestrider at skulle betale for dataforbrug i perioden fra den 7. december 2004 til den 6. januar 2005, da klager ikke kunne opnå forbindelse til hverken 3Portalen eller Internettet fra mobiltelefonen i den pågældende periode.
Indklagede

Fastholder betalingskravet for dataforbrug under henvisning til, at forbruget er foretaget fra klagers IMSI-nummer, samt at der er afsendt ikke påklagede SMS-beskeder fra klagers mobiltelefon i tidsmæssig nærhed til de påklagede dataopkald.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nærværende klage drejer sig om dataforbrug. Klager anerkender ikke at have foretaget det fakturerede dataforbrug, da han ikke har haft tilgang til nettet. Det bemærkes derfor, at klagen i princippet indeholder de samme elementer som en sædvanlig regningsklage, nemlig en indsigelse mod den foretagne registrering og debitering af forbrug.

Indklagede har i forbindelse med nævnets behandling af sagen foretaget en teknisk undersøgelse, der påviser, at de påklagede dataopkald er foretaget fra klagers IMSI-nummer.

Ved sin vurdering af sagen har nævnet endvidere i overensstemmelse med sædvanlig praksis lagt vægt på, at der af opkaldslisterne i sagen fremgår eksempler på, at der i tidsmæssig nær tilknytning til flere af de påklagede dataopkald figurerer ikke påklagede SMS-beskeder.
Således er der den 19. december 2004 fra klagers mobiltelefon foretaget et påklaget dataopkald kl. 17.27. Dette opkald efterfølges af en ikke påklaget SMS-besked kl. 17.30.
Ligeledes er der den 19. december 2004 fra klagers mobiltelefon afsendt en anerkendt SMS-besked kl. 17.42. Denne besked efterfølges af et påklaget dataopkald kl. 17.45.

Klager gør heroverfor gældende, at han som følge af manglende tilgang til Internettet ikke har været i stand til at foretage de påklagede dataopkald. I den pågældende periode hævder klager, at hans mobiltelefon i displayet skrev, at nettet ikke var tilgængeligt.
Det fremgår af klagers bemærkninger, at han ikke mener at have haft adgang til 3Portalen som følge af fejl hos indklagede. Imidlertid fremgår det af indklagedes opkaldslister, at der ikke er tale om fakturering for dataforbrug på 3Portalen, men om fakturering for dataforbrug foretaget på Internettet. Nævnet skal hertil bemærke, at klager ifølge dennes abonnementsvilkår samt indklagedes prisliste ikke betaler for trafik på 3Portalen, mens klager faktureres pr. MB for trafik på Internettet.

Nævnet skal dog bemærke, at nævnet ikke herved har taget generelt stilling til, hvilke tekniske og administrative undersøgelser, indklagede generelt skal foretage for, at det må anses for sandsynliggjort, at klager har foretaget de pågældende opkald eller benyttet de pågældende services, og bevisbyrden for, at tekniske eller administrative forhold er skyld i en fejl registrering og debitering, lægges over på klager.

Nævnet finder, at der er en række andre forhold (oprindelige eller efterfølgende) i den mellem klager og indklagede indgåede aftale, der bør vurderes, inden der kan tages stilling til, om aftalens udgangspunkt om klagers hæftelse skal fastholdes, eller om dette udgangspunkt bør fraviges eller helt eller delvist tilsidesættes.

I det følgende vil nævnet derfor gennemgå en række forhold, der vil kunne få betydning for denne vurdering.

Nævnet skal bemærke, at klager ikke anerkender at have benyttet hverken 3Portalen eller Internettet i den påklagede periode, ligesom klager ikke anerkender at have benyttet mobiltelefonen som mobilt modem. Nævnet er under sagens behandling blevet opmærksom på de beløb, der er påført den udspecificerede opkaldsliste.
Beløbenes størrelse ligger generelt på lige under 4 kr. og er i flere tilfælde identiske (3,914063 kr.). Til dette oplyser indklagede, at opdeling ikke sker efter beløbets størrelse men efter benyttet MB. Opdelingen foretages således, at ny specificering sker efter forbrugt 512 MB. Der er således ikke tale om små kontinuerlige opkald til Internettet men lange opkald, der blot opdeles i mindre dele af indklagede.

Indledningsvis vil nævnet dog generelt bemærke følgende om opbygningen af indklagedes abonnementer og vilkår:

Et abonnement består hos indklagede af en basisaftale og en række tillægsaftaler. Basisaftalen for privatkunder minder på mange måder om de sædvanlige abonnementsvilkår, som ses hos andre selskaber. En basisaftale suppleres typisk med et basistillæg. Indklagede har basistillæggene Boom og 3Talk. Ud over basisaftale og basistillæg tilbyder indklagede sine kunder yderligere tillægsabonnementer i form af:

  • 3Sølv (frit forbrug på mere end 7 udvalgte indholdstjenester)
  • 3Guld (frit forbrug på mere end 15 udvalgte indholdstjenester)
  • Business info (frit forbrug på mere end 7 udvalgte finansindholdstjenester)
  • Netconnect Free (frit dataforbrug på op til 1GB/md.)
  • Netconnect Flex (relativ rabat på dataforbrug)
  • Netconnect på 3 (frit dataforbrug på op til 2GB/md.)

Det fremgår af vilkårene for basistillæggene Boom og 3Talk, at klager faktureres for forbrug ud over det forbrug, som klager allerede har betalt for via sit tillæg.

Det er nævnets vurdering, at denne måde at markedsføre sine abonnementer på skærper kravene til den information, indklagede giver om anvendelsen af de forskellige produkter og abonnementer, og dermed også til de informationer, indklagedes sælgere giver i salgssituationen om, hvad de forskellige abonnementskonstellationer indebærer.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at den meget fleksible struktur med hensyn til basisabonnement, tillægsabonnementer og teknologi giver mulighed for, at den enkelte forbruger i vidt omfang kan tilgodese sine specifikke behov. Imidlertid giver de mange muligheder, der ikke er ukomplicerede at sætte sig ind i, en nærliggende fare for, at forbrugeren kan komme til at overse byrdefulde forhold eller misforstå forholdet mellem det valgte abonnement og den tilknyttede teknologi og anvendelsesmulighed. At indklagede har valgt at udbyde sit produkt på den beskrevne måde, skærper ifølge nævnets opfattelse indklagedes pligt til at vejlede i en hensigtsmæssig anvendelse af produktet herunder til at oplyse om muligheder for eventuel forbrugsbegrænsning eller saldokontrolordninger.

I den konkrete sag har klager indgået aftale om et basisabonnement med basistillægget Boom med 0 på 3 og et Guld tillægsabonnement. I henhold til den indgåede aftale betaler klager for dataforbrug 10 kr. pr. MB. Herudover har klager via Planet 3 (indklagedes internetportal) fri adgang til i alt 15 indholdstjenester, bl.a. Guru, Gaffa, Playboy og Se & Hørs tv-guide. Det koster som udgangspunkt ikke noget at surfe på Planet 3 blandt de forskellige tjenester, men det kan koste noget at benytte de enkelte tjenester. Prisen vil blive oplyst individuelt. Hvis klager forlader Planet 3 og surfer ud på internettet og f.eks. anvender mobilen som modem til at hente og sende e-mails, afregnes der efter forbrug. Prisen er 10 kr. pr. MB.

Spørgsmålet er herefter, om det med tilstrækkelig tydelighed fremgår, hvornår klager benytter sig af 3Portalen henholdsvis Internettet. Indklagede oplyser til nævnet, at det varierer fra mobilmærke til mobilmærke hvorledes der oprettes forbindelse til Internettet. På nogle mobiltelefoner (f.eks. Nokia) kan brugeren gå på Internettet direkte fra startsiden, på andre (f.eks. Sony Ericsson) skal brugeren ind på 3Portalen, før opkald til Internettet kan foretages. Klager har til nævnet oplyst, at han benyttede en LG U8120. I alle tilfælde er det dog nødvendigt at skrive www-adressen eller vælge en af brugeren allerede forudindtastet www-adresse, før kontakt til Internettet kan ske. På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at opkald til Internettet ikke let kan ske uden brugerens viden herom.

Det skal konstateres, at der i nærværende sag ikke kan blive tale om brug af aftl §38c jf. §36 i forbindelse med indklagedes vejledning om abonnementer, der egner sig til lidt eller meget dataforbrug. Dette skyldes, at der i sagen ikke foreligger et stort dataforbrug.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at der ikke i nærværende sag findes vægtige grunde til at fravige udgangspunktet om klagers hæftelse for de påklagede dataopkald. Her lægger nævnet afgørende vægt på den sædvanlige praksis vedrørende regningsklager herunder den tekniske undersøgelse foretaget af indklagede samt indklagedes aftalevilkår.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, HI3G Denmark ApS.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, HI3G Denmark ApS, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.