Overskriftsbillede til ”Automatisk Optankning” – Risiko for utilsigtet stor regning ved forbrug i udlandet (23-157)

Da sommeren står for døren og mange forbrugere tager deres mobiltelefon med til udlandet, skal man være opmærksom på, at tilmelding til automatisk optankning, kan generere en utilsigtet stor regning…

Resumé:

Klager havde ved logning på selvbetjeningssiden ”Mit CBB” tilmeldt sig ”Automatisk Optankning”. Klager rejste til Thailand, og da klagers SIM-kort blev registreret på thailandsk netværk, sendte indklagede en SMS-besked til klagers telefonnummer, hvor klager blev informeret om priser og takster for brug af telefonen i Thailand. Klager sendte 37 SMS-beskeder samt modtog 14 telefonopkald af en samlet varighed på 1 time og 18 minutter på thailandsk netværk i perioden fra den 25. til den 29. maj 2023 under sit ophold i Thailand. Indklagede fremsendte kvitteringer via e-mail på samtlige automatiske trækninger fra klagers betalingskort via ”Automatisk Optankning”, som klager selv havde tilmeldt sig. Klager kunne efterfølgende konstatere, at indklagede havde takseret klager for i alt 9.659,15 kr. for forbrug i udlandet.  Klager klagede til indklagede over indklagedes taksering for forbrug. Klager gjorde gældende, at det opkrævede beløb var urimeligt, og at indklagede løbende burde have orienteret klager om forbruget eller spærret for forbrug, inden beløbet steg til cirka 10.000 kr. Indklagede fastholdt sin opkrævning. Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet. Det var nævnets opfattelse, at klager havde et ansvar for at læse den fremsendte sms, som indklagede havde sendt umiddelbart efter klagers ankomst til Thailand, og de e-mails, som indklagede løbende sendte til klager. Nævnet noterede, at klager ikke havde forbrugskontrol i sit abonnement hos indklagede. Nævnet noterede videre, at indklagede ikke informerede sine kunder særskilt om saldokontrol/forbrugsmaks ved tilmelding af ”Automatisk Optankning” på selvbetjeningssiden ”Mit CBB”. Nævnet bemærkede, at indklagede udbød en service ”Automatisk Optankning”, hvor der var mulighed for løbende trækning fra forbrugerens personlige konto for kundens forbrug, og at dette indebar en risiko for utilsigtet stor regning i den situation, hvor forbrugeren ikke var opmærksom på sit forbrug og vilkårene herfor. Det var nævnets opfattelse, at indklagede ikke havde dokumentereret, at indklagede på tydelig vis har gjort klager opmærksom på risikoen for et stort forbrug ved anvendelse af ”Automatisk Optankning” og ved tilmelding til automatisk betaling. Nævnet fandt, at det under disse omstændigheder vil kunne være urimeligt at fastholde udgangspunktet, hvorefter klager som abonnent hæftede for alt foretaget forbrug, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c. Det var dog også nævnets opfattelse, at klager selv burde have været opmærksom på, at opkaldsforbrug på en mobiltelefon i udlandet, herunder uden for EU, kunne indebære store omkostninger. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at klager bl.a. foretog 146 opkald af en sammenlagt varighed på mere end 10 timer. Nævnet finder endvidere, at indklagede på relevant vis orienterede klager om priserne i den sms, som klager modtog ved ankomst. Klager fik ikke medhold i klagen.