Overskriftsbillede til Fastnet – Medarbejderordning – Regningsklage – Downloadning – Registrering af opkald til Den Centralafrikanske Republik (J.nr. 11.14-0338-06)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Fastnet – Medarbejderordning – Regningsklage – Downloadning – Registrering af opkald til Den Centralafrikanske Republik

Resume:
Først fastlægger Teleankenævnet at dette har kompetence til at behandle sagen, selvom kontraktsparten er klagers arbejdsgiver, da forbruget hovedsageligt er privat.
Sagen omhandler utilsigtet download gennem et opkaldsmodem, med betydelige regninger til følge. Teleankenævnet har behandlet lignende sager, og kom på den baggrund frem til en række krav til teleudbyderne for at imødekomme problemet. Som udgangspunkt hæfter kunden selv for regninger ved download. I de tidligere afgørelser var det springende punkt at teleudbyderen ikke havde vejledt kunden tilfredsstillende. I den konkrete sag findes det ikke at være tilfældet, hvorfor klager fik medhold i sin klage.

Klager:

NN

Indklagede:

Sonofon A/S
Skelagervej 1
Postbox 330
9100 Aalborg

Behandlet på nævnsmøde nr. 47 den 26. november 2007

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Utilsigtet downloadning
Påklaget beløb: 899,10 kr.
Aftaleform: Løbende fastnetabonnement
Påklaget periode: Den 20. september 2005 til den 19. december 2005
Klaget til indklagede: Den 3. januar 2006 og den 21. marts 2006
Indklagede truffet afgørelse: Den 17. maj 2006

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klagers arbejdsgiver – AG – havde indgået aftale med indklagede om levering af fastnetabonnementer. Denne aftale var efterfølgende stillet til rådighed for ansatte i AG. Klager havde således gennem sin ansættelse hos AG oprettet fastnetabonnement hos indklagede. AG stod som kontraktspart, men klager modtog separat regning for eget forbrug.

Klager modtog den 19. december 2005 en faktura, hvoraf det fremgik, at klager blev faktureret for adskillige opkald til Den Centralafrikanske Republik. Disse opkald kunne klager ikke vedkende sig, hvorfor han reklamerede til indklagede ved brev af den 3. januar 2006.

Indklagede afviste i brev af den 14. marts 2006 klagen under henvisning til, at indklagede ikke havde fundet fejl i indklagedes systemer.

Klager sendte endnu et brev til indklagede den 21. marts 2006, hvori klager igen gjorde gældende, at han ikke havde foretaget de pågældende opkald til Den Centralafrikanske Republik. Indklagedes Regningsklagenævn traf afgørelse, som blev meddelt klager den 17. maj 2006. Indklagede fastholdt igen betalingskravet under henvisning til foretagne undersøgelser.

Klagen blev herefter indbragt for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 10. juli 2006.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

At indklagede frafalder kravet om betaling for de påklagede opkald til Den Centralafrikanske Republik.

Indklagede

Fastholder kravet om betaling af det fulde beløb.
Indklagede har anført, at administrative og tekniske undersøgelser ikke har påvist fejl fra indklagedes side.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Teleankenævnets kompetence i forhold til sagens aftaleretlige aspekter blev afgjort på nævnsmøde 40, hvor nævnet traf afgørelse om, at sagen skulle optages til fuld realitetsbehandling.

I nærværende sag er der tale om en klage over en aftale, der blev indgået med et erhvervsdrivende aktieselskab – AG – der efterfølgende stillede den indgåede aftale til rådighed for sine ansatte. Ifølge oplysninger fra indklagede blev det påklagede abonnement oprettet af klager med fuldmagt fra AG som en del af AGs storkundeaftale. Klager blev anført som kunde på abonnementsoprettelsesblanketten. Klager benyttede hovedsageligt abonnementet privat.

I aftalegrundlaget mellem klager og AG forpligter klager sig til at betale fakturaer opstået i forbindelse med abonnementet. Såfremt klager undlader at betale en faktura, er AG ifølge aftalen berettiget til at trække det skyldige beløb samt gebyrer i klagers løn. Fordelen ved medarbejderaftalen bestod for klager i, at klager fik ca. 4% rabat på indenlandske opkald og 12% på udenlandske opkald i forhold til indklagedes gældende priser.

Som det fremgår af sagsfremstillingen, er der tale om en sag, der vedrører udlandsopkald til Den Centralafrikanske Republik. Klager gør gældende, at han ikke har foretaget de pågældende opkald.

Da indklagede ikke er klagers internetudbyder, er det ikke muligt ud fra de foreliggende opkaldslister at konstatere, om der skulle være foretaget opkald til klagers internetforbindelse umiddelbart før de påklagede opkald.

Set i lyset af, at fremgangsmåden i den foreliggende sag – opkald til Internettet sker ikke gennem klagers internetudbyder, men via et udenlandsk telefonnummer, hvorfor debitering sker hos klagers fastnetudbyder – svarer til fremgangsmåden i en lang række andre klagesager vedrørende tilsvarende forhold, er det imidlertid Teleankenævnets vurdering, at det må lægges til grund, at de påklagede udlandsopkald er sket som følge af, at klager eller en person med adgang til klagers computer og telefonforbindelse har foretaget opkald til sites på internettet, hvorved der er sket downloadning af et program, der har forårsaget, at de påklagede udlandsopkald er sket via klagers telefonforbindelse.

Nævnet skal henvise til, at Teleankenævnet tidligere har haft lejlighed til at behandle en række klagesager med et tilsvarende klagetema, bl.a. i december 2004.
Nævnet traf i disse sager afgørelse om at give klagerne medhold. Dette skete med henvisning til, at teleudbyderne trods visse tiltag ikke i tilstrækkeligt omfang havde orienteret kunderne om risikoen for downloadning og om muligheden for at begrænse denne risiko. På denne baggrund fandt Teleankenævnet det urimeligt og stridende mod redelig handlemåde i medfør af abonnementsvilkårene at opkræve betaling for de påklagede opkald, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Nævnet lagde ved sin vurdering af sagerne vægt på, at der ikke generelt er grundlag for at pålægge teleudbyderne ansvaret for, at der i visse tilfælde er en risiko for downloadning af et opkaldsprogram. Teleankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at teleudbyderne ikke kan afskære denne mulighed, medmindre udbyderne generelt spærrer for enhver udlandsdestination. Nævnet var imidlertid også af den opfattelse, at teleudbyderne som følge af downloadningsproblemets omfang sammenholdt med det forhold, at downloadningen typisk ikke vil blive opdaget af den almindelige forbruger, før et stort forbrug er opstået, har en pligt til at søge at begrænse problemerne mest muligt. Teleankenævnet fandt navnlig, at den automatiske spærring for opkald til destinationer, som ikke anvendes i særligt omfang af kunderne, hvortil taksterne er høje, og hvor der kommer mange klager, var en god løsning. Nævnet fandt imidlertid, at teleudbyderne burde have orienteret sine kunder på en noget mere direkte og præcis måde om den risiko for downloadning af opkaldsprogrammer, som fortsat bestod efter etableringen af spærringen for opkald til visse destinationer. Teleankenævnet fandt endvidere, at denne information skulle have været koblet meget tæt sammen med oplysning om mulighederne for at opnå yderligere sikkerhed via oprettelse af en saldokontrolordning. Den nævnte information burde ifølge Teleankenævnet gives direkte f.eks. bag på fakturaer eller på PBS-oversigten. Advarsel på teleudbyderens hjemmeside var ikke tilstrækkeligt.

Spørgsmålet er herefter, om indklagede var forpligtet til at orientere klager om downloadningproblematikken, når abonnementet blev tegnet gennem klagers arbejdsgiver, AG. Det er nævnets opfattelse, at indklagede vidste eller burde vide, at abonnementet blev benyttet privat, eftersom forbindelsen blev etableret på klagers privatadresse, og fakturaer blev sendt direkte til klager. Det har ligeledes stået klart for indklagede, at den aftale, som blev indgået med AG, skulle anvendes som tilbud til virksomhedens medarbejdere. Som følge heraf finder nævnet, at indklagede var forpligtet til at oplyse klager om risikoen for utilsigtet downloadning. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at en teleudbyder, der indgår aftaler med erhvervsdrivende virksomheder i stil med den foreliggende, i vidt omfang vil få kunder i kraft af aftalen, som er forbrugere, og som ikke skal anvende abonnementet erhvervsmæssigt. Teleankenævnet bemærker videre, at klagers arbejdsgiver var berettiget til at tilbageholde beløb, som arbejdsgiveren kom til at betale til indklagede, i klagers løn. Det kan under disse omstændigheder ikke tillægges afgørende betydning, at teleudbyderen formelt set indgår aftalen med den enkelte forbrugers arbejdsgiver.

Det må herefter afgøres, om indklagede har orienteret klager fyldestgørende – dvs. på en ”direkte og præcis måde” – om den fortsatte risiko for downloadning samt om, hvordan klager kan beskytte sig herimod, herunder ved hjælp af en saldokontrolordning.

Indklagede henviser til, at klagers internetudbyder har orienteret klager om voksenspærring bag på faktura sendt til klager. Indklagede henviser endvidere til, at klagers internetudbyder kan have oplyst klager om downloadproblematikken.

Det er imidlertid en kundes fastnetudbyder, der bærer risikoen for, at kunden får de påkrævede informationer, idet fakturering af den utilsigtede downloadning sker via klagers fastnetforbindelse

Idet indklagede udelukkende har informeret om downloadning på indklagedes hjemmeside, og da indklagede ikke har godtgjort, at kunden har fået en tilstrækkelig information fra sin internetudbyder, gives klager i overensstemmelse med Teleankenævnets praksis medhold i klagen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Sonofon A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, Sonofon A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger.