Overskriftsbillede til Internet – Aftaleforhold – Router – Sikkerhed – Teknisk sagkyndig (23-19)

Resumé

Klager havde i en længere årrække en internetforbindelse via kabel-tv-antennestikket (coax) hos indklagede. Indklagede stillede en router til rådighed for klager til brug for forbindelsen.

Den 19. december 2022 sendte klager en skriftlig klage til indklagede. Klager var blevet hacket og ønskede sikkerhed for, at det kun var muligt for relevante personer at ændre i routerens opsætning. Klager henviste blandt andet til, at det var et problem, at routeren kunne styres via WiFi.

Indklagede svarede via mail og oplyste, at det ikke var muligt at imødekomme et ønske om spærring af Wi-Fi GUI (Graphical User Interface). Indklagede henviste klager til at melde hacking til politiet.

Spørgsmålet var herefter om den leverede router var mangelfuld. Sagen blev forelagt en teknisk sagkyndig.

Nævnet fandt ikke at det var godtgjort, at der har været så væsentlige mangler ved routeren, at klager kan kræve udbedring af indklagede.