Resumé:

Klager havde indgået en aftale med indklagede om køb af en Samsung Galaxy S21 med tilhørende mobilabonnement. I perioden fra april til juli 2022 opstod der problemer med betaling af regninger. Ifølge indklagede sendte indklagede i denne periode flere påmindelser og rykkere til klager. Den 20. juli 2022 overgav indklagede sit tilgodehavende til Telia Finance’s inkassopartner, Alektum. Den 28. juli 2022 kontaktede klager indklagede og oplyste, at han havde modtaget en opkrævning fra inkasso, og at han havde betalt regningen to dage for sent, men at betalingen ikke var registreret hos indklagede. Klager oplyste videre, at han havde modtaget et påmindelsesbrev af den 4. juli 2022 fra indklagede, hvoraf det fremgik, at han skulle betale senest 10 dage regnet fra den 4. juli 2022, og at han den 16. juli 2022 betalte regningen til indklagede, men at indklagede alligevel overdrog sagen til inkasso. Klager gjorde videre gældende, at han ikke havde haft adgang til sin adresse siden fraflytningen i marts 2022. Da indklagede i en mail i februar 2022 havde oplyst klager om, at alt kommunikation fremadrettet ville fra foregå via E-Boks, havde det efter klagers opfattelse ikke betydning, at han var flyttet fra sin adresse, og at han skulle have orienteret indklagede om flytningen. Klager gjorde videre gældende, at han ikke havde modtaget en faktura, som var blevet sendt til klager via E-Boks, og to andre fakturaer, som var sendt til klager via brevpost, men at klager den 4. juli 2022 havde modtaget indklagedes brev med påkrav, som var sendt til klager via E-Boks. Den 9. august 2022 oplyste Alektum, at indklagede havde sendt tre påmindelser, hvoraf den ene var et inkassovarsel, og at da klager have modtaget i hvert fald ét af de brevene, måtte der være en formodning for, at klager generelt modtog brevene fra indklagede. Nævnet fandt, at indklagede havde været berettiget til at iværksætte rykker- og inkassoforløb. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at klager ikke meddelte adresseændring til indklagede, at nævnet fandt det godtgjort, at indklagede havde afsendt fakturaer og rykkerskrivelser til klager, og at det beroede på klagers egne forhold, hvis han ikke havde modtaget disse skrivelser. Endvidere lagde nævnet vægt på, at indklagede på anden vis havde gjort klager opmærksom på restancen. Endelig lagde nævnet vægt på, at indklagede havde overgivet kravet til inkasso inden modtagelsen af klagen fra klager og på et tidspunkt, hvor delbetalingsaftalen var lukket som varslet, og restgælden var opgjort. Nævnet bemærkede, at det ville have været hensigtsmæssigt, at indklagede brugte den samme kommunikationsform ved afsendelse af både regninger og rykkerskrivelser, men at dette i det konkrete tilfælde ikke havde betydning for klagers hæftelse, idet fakturanr. xx675 var sendt via E-Boks til klager, hvorfor klager var bekendt med indklagedes krav. Klager fik ikke medhold i klagen.