Overskriftsbillede til Mobil – aftaleforhold – regningsklage – klagevejledning (J.nr. 10.12-0220-14)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – aftaleforhold – regningsklage – klagevejledning

Resume:
Klager fik overdraget et erhvervsabonnement fra en boligforening. Da private ikke kan indgå erhvervsabonnementer hos indklagede, kontaktede denne klager telefonisk for at få afklaret hvilket abonnement klager så ønskede. Klager oplyste at denne følte sig presset til at vælge et abonnement, samt at klager havde frabedt sig telefonisk kontakt fra indklagede i forbindelse med overdragelsen. Efterfølgende fik klager nogle regninger, som klager ikke var enig med indklagede i. Nævnet fandt ikke grundlag til kritik af indklagede for at have kontaktet klager telefonisk, da den konkrete situation ikke var omfattet af det fravalg af henvendelser klager havde foretaget. Dertil var det ikke godtgjort at klager havde været udsat for et urimeligt pres.

I forhold til opkrævningen fandt nævnet, at der ikke var uoverensstemmelser i forhold til hvad der var godtgjort som aftalt. Dog fandt nævnet at indklagede ikke havde oplyst klager tilstrækkeligt om muligheden for at påklage indklagedes afgørelse til teleankenævnet, med den virkning at indklagedes opkrævning skulle sættes i bero. Klager fik derfor kun delvist medhold, således at indklagede skulle eftergive Klager to rykkergebyrer på 100 kr.

Klager:
XX

Indklagede:
TDC A/S
Teglholmsgade 1
0900 København C
CVR: 14773908

Behandlet på nævnsmøde 106

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Indklagedes regning mv. i forbindelse med klagers overtagelse af abonnement og efterfølgende portering.
Påklaget beløb: 593,54 kr.
Påklaget periode: December 2013 og januar 2014.
Abonnementsform: Abonnement på mobiltelefoni.
Reklameret til indklagede: Den 26. januar 2014.
Indklagede truffet afgørelse: Den 29. januar 2014.
Indklagede anmodet om udtalelse: Den 26. august 2014.

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde i flere år været bruger af et mobilabonnement hos indklagede, som var tegnet som et erhvervsabonnement af et boligselskab.

I november måned 2013 indsendte klager og boligselskabet en anmodning til indklagede om overdragelse af abonnementet fra boligselskabet til klager. På overdragelsesblanketten var der en rubrik, hvor indklagede ønskede tilkendegivelse om, hvorvidt indklagede havde tilladelse til at kontakte underskriver med relevante tilbud og informationer vedrørende mobiltelefoni via henholdsvis telefon, e-mail eller sms. I denne rubrik var alle 3 valgmuligheder markeret med ”nej”.

Efter modtagelsen af overdragelsesblanketten kontaktede indklagede klager telefonisk. Indklagede har oplyst, at årsagen til den telefoniske henvendelse var, at klager som privat forbruger ikke kunne fortsætte det hidtidige erhvervsabonnement. Indklagede ønskede derfor afklaret, hvilken abonnementsform klager ønskede.

Klager har oplyst, at han oplevede det som et pres, at han i telefonen skulle tage stilling til abonnementsformen. Videre har klager oplyst, at han i situationen valgte indklagedes billigste abonnement.

Til bekræftelse af aftalen udsendte indklagede en ordrebekræftelse dateret den 4. december 2013. Ifølge ordrebekræftelsen virkede klagers abonnement fra den 4. december 2013.

Klager har videre oplyst, at han den 4. december 2013 rettede henvendelse til en anden teleudbyder med henblik på at få sit nummer porteret til den nye udbyder. Ifølge klager fik han i den forbindelse oplyst, at indklagede først ville gennemføre flytningen den 9. januar 2014.

Klagers første faktura fra indklagede var dateret den 9. januar 2014 og lød på betaling af 721,12 kr. Indklagede havde på regningen opkrævet abonnement for perioden fra den 4. december 2013 til den 27. marts 2014 og havde derudover opkrævet 158,77 kr. i forbrug. Klager rettede derefter henvendelse til indklagede for at få en forklaring på beløbet. Ifølge klager fik han ingen forklaring, men fik løfte om en kreditnota.

Den 26. januar 2014 sendte klager en skriftlig klage til indklagede. Klager reklamerede i klagen over, at han havde følt sig presset til at vælge abonnementsform i forbindelse med indklagedes telefoniske henvendelse. Klager påpegede i den forbindelse, at han i overdragelsesanmodningen udtrykkelig havde frabedt sig telefoniske henvendelser fra indklagede.

Klager reklamerede endvidere over det opkrævede beløb, idet klager ikke fandt, at dette stemte med den indgåede abonnementsaftale. Klager fandt endvidere, at det ikke var muligt at gennemskue indklagedes regning.

Indklagede besvarede klagers henvendelse den 29. januar 2014. Indklagede redegjorde i sin afgørelse for, at klager var blevet kontaktet telefonisk som følge af, at det var nødvendigt at ændre abonnementsformen, da klager som privatkunde ikke kunne fortsætte boligselskabets erhvervsabonnement. Indklagede tilkendegav samtidig, at indklagede uden kontakt med klager ville have oprettet et fuldt forbrugsafregnet abonnement. I samme afgørelse redegjorde indklagede for indholdet af faktura nummer 1 til klager. Da der i faktura nummer 1 var opkrævet abonnement for tiden frem til den 27. marts 2014, blev der senere udsendt en kreditnota til klager.

Klager fik blandt andet som følge af en forestående rejse i første omgang frist til den 16. april 2014 til at indbetale det udestående beløb på 393,54 kr. Efterfølgende blev fristen udsat til den 10. maj 2014 med tilkendegivelse om, at betalingsfristen ikke ville blive rykket yderligere. Da klager ikke betalte indklagedes tilgodehavende, udsendte indklagede 1. rykkerskrivelse dateret den 25. juni 2014 og 2. rykkerskrivelse med inkassovarsel den 9. juli 2014.

I følge klager reklamerede han fortsat både telefonisk og skriftligt uden at modtage et svar, som han kunne gennemskue. Det er klagers opfattelse, at klagebehandlingen ikke blev afsluttet. Indklagede har oplyst, at klager hverken reagerede på tilkendegivelsen om, at betalingsfristen ikke ville blive ændret yderligere, eller på den første rykkerskrivelse.

Klager har til brug for sagen fremlagt indklagedes kvittering for modtagelse af en klage. Denne kvittering er dateret den 14. juli 2014.

Den 20. august 2014 sendte klager endnu en skriftlig klage til indklagede. Klager reklamerede heri over den behandling han havde været udsat for hos indklagede. Samtidig anmodede klager indklagede om at oplyse, hvortil indklagedes afgørelse kunne påklages.

Indklagede besvarede denne henvendelse i en mail af samme dato. Indklagede fastholdt heri sit tilgodehavende og oplyste om klagemuligheden til Teleankenævnet.

Klager indbragte derefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 25. august 2014.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager bestrider at have indgået aftale med indklagede, idet han mener, at han blev presset til en aftale.

Desuden er klager af den opfattelse, at indklagedes tilgodehavende ikke er korrekt opgjort, ligesom klager er utilfreds med indklagedes behandling af klagen.

Indklagede

Indklagede fastholder sit tilgodehavende. Indklagede har i den forbindelse påpeget, at ingen af abonnementsperioderne har vedrørt en hel måned, og at såvel abonnementsbetalingen som den inkluderede taletid derfor er reduceret forholdsmæssigt.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Teleankenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet ikke finder grundlag for kritik af, at indklagede rettede telefonisk henvendelse til klager den 4. december 2014. Det er nævnets opfattelse, at rubrikken på overdragelsesanmodningen ikke vedrører den påklagede situation, hvor indklagedes henvendelse skete for at afklare forhold i forbindelse med den indsendte overdragelsesanmodning. Nævnet bemærker i den forbindelse, at opkaldet tilsyneladende skete af hensyn til klagers interesse i at få abonnementet overdraget med henblik på senere overflytning til anden udbyder. Dernæst bemærker nævnet, at klager ikke har godtgjort, at han i forbindelse med indklagedes telefonopkald blev udsat for et urimeligt pres.

Videre bemærker nævnet, at nævnet ikke kan konstatere uoverensstemmelser mellem abonnementsvilkårene og opkrævningen for abonnementsperioden, ligesom nævnet ikke kan konstatere uoverensstemmelser mellem takseringen og det registrerede forbrug. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klager ikke har bestridt konkrete opkald, og at nævnet finder det i overensstemmelse med vilkårene, at den inkluderede taletid blev reduceret forholdsmæssigt i overensstemmelse med abonnementsperiodens længde. Nævnet bemærker desuden, at klager ikke har godtgjort, at der skulle være indgået telefoniske aftaler, som afveg fra abonnementsvilkårene, ligesom klager ikke har godtgjort, at indklagedes medarbejdere skulle have ydet klager forkert rådgivning.

Nævnet kan på det foreliggende grundlag ikke give klager medhold i klagen over indklagedes opkrævning for abonnementsafgift og forbrug.

Ankenævnet skal dernæst bemærke, at indklagedes klagevejledning i forbindelse med indklagedes afgørelse har været mangelfuld, idet klageren ikke er blevet oplyst om muligheden for at påklage indklagedes afgørelse for Teleankenævnet, jf. Bekendtgørelse om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (Bekg. nr. 715 af 23. juni 2011) § 15, nr. 3. Ankenævnet finder, at den manglende klagevejledning har medført, at klager ikke var bekendt med, at han havde mulighed for at klage til Teleankenævnet over indklagedes afgørelse. En sådan klagevejledning ville også have oplyst klager om, at opkrævningen blev stillet i bero i 4 uger. Hertil kommer, at såfremt klager havde klaget inden for de 4 uger, ville inddrivelsen blive sat i bero på Teleankenævnets behandling af sagen. Nævnet finder derfor, at indklagedes udsendelse af rykkerskrivelser og opkrævning af rykkergebyrer ikke kan betragtes som sket med rimelig grund, jf. § 9b i renteloven (Lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014 om renter og andre forhold ved forsinket betaling).

Nævnet har i sin vurdering været opmærksom på, at indklagede i meddelelsen af 25. april 2014 tydeligt tilkendegav, at betalingsfristen var ændret til den 10. maj 2014, og at der ikke ville blive givet yderligere udsættelse med betalingsfristen, samt at der ikke er dokumentation for, at klager reagerede på denne meddelelse eller på rykkerskrivelserne, idet der først ses dokumentation for, at klager reagerede den 14. juli 2014.

Nævnet bestemmer på ovenstående baggrund, at indklagede skal kreditere klager 2 rykkergebyrer på i alt 200 kr.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, XX, delvist medhold i klagen over indklagede, TDC A/S, idet indklagede skal kreditere klager 200 kr.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 13.

Indklagede, TDC A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 26.