Mobil – aftaleforhold – tvang (10.12-0068-13)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
Klagetema: Mobil – aftaleforhold – tvang
Resume:
Klager oplyste at denne i en række tilfælde havde følt sig tvunget til at oprette nogle mobilabonnementer. I tilfælde af tvang kan en aftale ugyldiggøres, hvis man giver den anden aftalepart meddelelse om, at man vil påberåbe sig tvangsbestemmelsen.Meddelelsen skal gives uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader løftegiveren det, er han bundet ved erklæringen.
Nævnet fandt, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå tvang i den konkrete sag. Nævnet fandt det heller ikke godtgjort, at klager var blevet truet til at indgå aftalen med indklagede. Da klager endvidere ikke umiddelbart efter oprettelsen af abonnementsaftalen havde meddelt indklagede, at han ville påberåbe sig tvang, var betingelserne for at lade klager påberåbe sig en eventuel tvang heller ikke opfyldt. Klager kunne derfor ikke få medhold, og var bundet af aftalen med indklagede.
Ankenævnet bemærkede i øvrigt, at indklagedes klagevejledning i forbindelse med indklagedes afgørelse havde været mangelfuld, idet klageren ikke var blevet oplyst om muligheden for at påklage indklagedes afgørelse for Teleankenævnet. Den mangelfulde klagevejledning fandt nævnet kritisabel.
Klager:
NN
Indklagede:
Hi3G Denmark ApS
Scandiagade 8
2450 København SV
Sagen er behandlet på nævnsmøde nr. 95 den 13. juni 2013
SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Tvist om betaling for abonnementer indgået under tvang
Påklaget beløb: Ikke angivet
Påklaget periode: Den 3. januar 2013 til den 24. januar 2013
Abonnementsform: Mobil
Reklameret til indklagede: Den 23. januar 2013
Indklagede truffet afgørelse: Den 24. januar 2013
Indklagede anmodet om udtalelse: Den 27. februar 2013
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager har oplyst, at han havde nogle bekendte ved navn R og P, samt at P havde en bekendt ved navn M.
Den 3. januar 2013 oprettede klager en abonnementsaftale på mobiltelefoni til 299 kr. pr. måned med det dertil hørende nummer 31 14 YY YY. Købet foregik i indklagedes butik på Strøget i København og blev foretaget ved brug af klagers cpr-nummer. Klager købte ved samme lejlighed en mobiltelefon. Klager har ikke bestridt købet af mobilabonnementet og mobiltelefonen, men omstændighederne omkring købet af mobilabonnementet er omtvistet.
Klager har oplyst, at han tidligere samme dag mødtes med R og P, og at de tre mødtes med M og nogle af hans bekendte. Klager har forklaret, at R og P efterfølgende satte sig ind i M’s bil, og at klager ved denne lejlighed følte sig ”tvunget” til at sætte sig ind i bilen, hvorefter de kørte mod Vor Frue Plads i København. Klager har oplyst, at M efter ankomsten til Vor Frue Plads i København ”tvang” klager til at gå hen til Telias butik samt indklagedes butik på Strøget i København for at købe nogle mobiltelefoner. Klager har forklaret, at han ved denne lejlighed følte sig overvåget af M og hans bekendte på Strøget i København, og at klager derfor fortsatte hen til Telias butik og indklagedes butik for at købe mobiltelefoner. Klager har endvidere forklaret, at han på vej hen imod indklagedes butik mødte P, og at de begge to på dette tidspunkt var klar over, at der var noget galt, men at klager fortsat følte sig ”tvunget” til at købe mobiltelefoner til M.
Klager købte dernæst en mobiltelefon i Telias butik samt et mobilabonnement og en mobiltelefon i indklagedes butik på Strøget i København, hvorefter han overdrog mobiltelefonerne til M. Herefter satte klager sig ind i Ms bil sammen med R og P. Klager har forklaret, at de efterfølgende kørte til Hovedbanegården i København, hvor R og P steg af bilen. Ifølge klager kørte han og M videre til Field’s shoppingscenter for at købe flere mobiltelefoner til M. Klager har oplyst, at M ved denne lejlighed ligeledes ”tvang” klager til at gå hen til Telenors butik, hvor klager købte et mobilabonnement og en mobiltelefon, som han efterfølgende overdrog til M.
Det fremgår af sagen, at M efterfølgende ”tvang” klager til at gå hen til TDC’s butik for at købe endnu en mobiltelefon, men at klager ved denne lejlighed forlod Field’s shoppingscenter. Klager har oplyst, at han efterfølgende sendte en sms til M, hvori han oplyste, at de kunne mødes ved Hvidovrecenteret senere, såfremt M ønskede at få leveret flere mobiltelefoner.
Klager har oplyst, at han senere samme dag meldte sagen til politiet. Ifølge klager ringede han til indklagede den 14. januar 2013 for at gøre indsigelse vedrørende oprettelsen af mobilabonnementet hos indklagede. Indklagede har bestridt denne forklaring og oplyst, at klager først gjorde indsigelse vedrørende mobilabonnementet sidst i januar 2013.
Den 24. januar 2013 afviste indklagede klages indsigelse og fastholdt, at klager havde pligt til at betale for mobilabonnementet.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
Klage modtaget i sekretariatet: Den 7. februar 2013
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Abonnementsaftalen med indklagede er oprettet under tvang, hvorfor klager ikke anser sig forpligtet til at betale for abonnementet.
Indklagede
Klager har ikke godtgjort, at abonnementsaftalen er oprettet under tvang, hvorfor indklagede fastholder, at der er blevet indgået en gyldig abonnementsaftale mellem klager indklagede, som klager har pligt til at betale for.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Det skal indledningsvis bemærkes, at nævnet i denne sag kun har taget stilling til forholdet mellem klager og indklagede. Nævnet har således ikke taget stilling til, om klager kan rette et krav mod andre.
Klager har over for nævnet gjort gældende, at det er en person ved navn M, som har tvunget klager til at oprette mobilabonnementet hos indklagede, og at klager derfor ikke anser sig forpligtet til at betale for mobilabonnementet med nummeret 31 14 YY YY.
Nævnet skal hertil bemærke, at abonnementet er købt i indklagedes butik på Strøget i København ved oplysning af klagers cpr-nummer. Klager har endvidere oplyst, at M tvang klager til at oprette mobilabonnementet, men at M ikke tvang klager til at købe mobiltelefonen.
Nævnet er opmærksomt på, at det følger af lovgivningen, at såfremt en tvang er udøvet af tredjemand, og var den, til hvem en erklæring er afgivet under tvang, i god tro, må den tvungne, hvis han vil påberåbe sig tvangen, give løftegiveren meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader løftegiveren det, er han bundet ved erklæringen.
Det følger endvidere af lovgivningen, at såfremt en viljeserklæring er fremkaldt retsstridigt ved anden tvang end vold og trusler om voldsanvendelse, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, selv har udøvet tvangen eller har indset eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands side.
Det påhviler klager at sandsynliggøre, at han blev tvunget af M til at indgå den pågældende abonnementsaftale med indklagede. Hvis klager sandsynliggør dette, er det endvidere et krav, at klager gav meddelelse om tvangen til indklagede uden ugrundet ophold, efter at tvangen var ophørt.
Nævnet finder ikke, at klager har løftet sin bevisbyrde. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klager ved flere lejligheder havde mulighed for at kontakte politiet eller på anden vis søge hjælp, umiddelbart inden at abonnementsaftalen blev oprettet i indklagedes butik på Strøget i København. Hertil kommer, at klager ikke har sandsynliggjort, at han blev truet med vold i tilfælde af, at han ikke oprettede abonnementet og købte telefon med henblik på overgivelse til M.
Ankenævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at klager er blevet truet til at indgå aftalen med indklagede. Da klager endvidere ikke umiddelbart efter oprettelsen af abonnementsaftalen har meddelt indklagede, at han vil påberåbe sig tvangen, er betingelserne for at lade klager påberåbe sig en eventuel tvang ikke opfyldt.
På denne baggrund finder nævnet ikke, at klager kan fritages for at hæfte for abonnementsaftalen i henhold til indklagedes vilkår herom.
Klager kan som følge af ovenstående forhold ikke få medhold i sin klage.
Ankenævnet skal i øvrigt bemærke, at indklagedes klagevejledning i forbindelse med indklagedes afgørelse har været mangelfuld, idet klageren ikke er blevet oplyst om muligheden for at påklage indklagedes afgørelse for Teleankenævnet, jf. Bekendtgørelse om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (Bekg. nr. 715 af 23. juni 2011) § 15, nr. 3. Ankenævnet finder indklagedes mangelfulde klagevejledning for kritisabel.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, XX, medhold i klagen over indklagede, Hi3G Denmark ApS.
Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 13.
Indklagede, Hi3G Denmark ApS, betaler ikke sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 26.