Overskriftsbillede til Kan Teleankenævnet behandle sagen, hvis klager er erhvervsdrivende?

Teleankenævnet kan kun i begrænset omfang behandle klager fra erhvervsdrivende. Dette fremgår af nævnets vedtægter § 2, stk. 7.

Erhvervsklager kan opdeles i to typer af klager, som behandles forskelligt.

1. Regningsklager er omfattet af Teleankenævnets kompetence.

2. Teleankenævnet kan i særlige tilfælde beslutte at behandle andre klager fra erhvervsdrivende. Betingelsen for, at nævnet kan behandle denne type sager, er, at de ikke adskiller sig væsentligt fra en forbrugerklage. Disse sager skal altid undergives en konkret vurdering. Udgangspunktet er dog, at nævnet ikke behandler denne type klager.

Regningsklager, jf. pkt. 1, defineres snævert som ”klager der er begrundet i at klager ikke kan anerkende at det registrerede forbrug har fundet sted og evt. må være sket ved indbrud på linjen”. Der skal altså være tale om klager, der handler om bestemte opkald eller længden af opkald, som klager ikke vil vedkende sig. Det betyder, at klager vedrørende eksempelvis højt forbrug på grund af, at klagerens saldokontrolordning ikke har virket, og lignende sager falder uden for begrebet ”regningsklager”. Sådanne sager skal vurderes efter de aftaleretlige forhold. Ligger sagen inden for definitionen af regningsklager, kan sagen behandles i Teleankenævnet, hvad enten der er tale om en privat klager eller en erhvervsdrivende.

Der er to vigtige kriterier, der skal være opfyldt for, at nævnet vil behandle andre klager end regningsklager, jf. pkt. 2, fra en erhvervsdrivende:

1. Det må først vurderes om, der er tale om en situation, som en forbruger kunne være endt i. Hvis dette ikke er tilfældet, vil det i sig selv bringe klagen udenfor nævnets område.
Der kan f.eks. være tale om ydelser, der primært anvendes i forbindelse med en erhvervsvirksomhed. Dette kunne være et omstillingsbord, firmaordninger med viderestilling til de ansattes mobiltelefoner, opkobling af et større antal internetforbindelser eller lignende.
Det kan også være tilfælde, hvor selve ydelsen udelukkende tilbydes til erhvervsdrivende. Dette er tilfældet med aftaler om mobillån, hvor den erhvervsdrivende ”lejer” telefonerne af udbyderen. Der stilles også andre særlige krav i forbindelse med erhvervsabonnementer, herunder krav om en 12 måneders bindingsperiode.
Sådanne sager adskiller sig fra forbrugerklager, allerede fordi der er tale om ydelser/vilkår, som ikke tilbydes til forbrugere.

2. Den afgørende betingelse for, at en erhvervsklage vil blive behandlet i nævnet, beror på en vurdering af teletjenestens anvendelse. Teleankenævnets traf på nævnets første møde den 7. november 2003 principbeslutning om, at nævnet som udgangspunkt udelukkende optager andre klager end regningsklager fra erhvervsdrivende til behandling, hvis det omhandlede abonnement har været anvendt til blandet anvendelse, dvs. såvel privat som erhvervsmæssigt, hvilket f.eks. kan være tilfældet for mindre virksomheder, der drives fra privatadressen.

Ved vurderingen har følgende forhold betydning:

– Et telefonnummer/internetforbindelse både bruges privat og erhvervsmæssigt

– Størrelsen af virksomheden, herunder hvor mange ansatte der er.

– Det kan også have betydning, om virksomheden drives fra klagers privatadresse eller om virksomheden har sin egen adresse.

– Hvis virksomheden har en hjemmeside, vil denne kunne give et indtryk af, om der er tale om en lille privat virksomhed eller en mere professionel forretning.

Det er Teleankenævnets klare udgangspunkt, at virksomheder, der er organiseret i selskabsformer som A/S eller ApS og har flere ejere, har et så professionelt tilsnit, at de adskiller sig væsentligt fra en privat forbruger.

Samlet set skal en erhvervsklage vedrøre en situation, som også kunne være opstået for en forbruger, og der skal være tale om et blandet privat/erhvervsmæssigt forbrug. Kun hvis begge disse betingelser er opfyldt, kan nævnet beslutte at behandle andre klager end regningsklager fra en erhvervsdrivende.