Hvad sker der, når jeg har klaget til Teleankenævnet?
Når Teleankenævnets sekretariat har modtaget det udfyldte klageskema og registreret indbetalingen af klagegebyret på 175 kr. starter sagsbehandlingen. Så længe sagen verserer i Teleankenævnet, vil opkrævningen af det påklagede beløb være stillet i bero fra teleselskabets side.
Klagesagsbehandlingen i Teleankenævnet er mere enkel og uformel end ved en almindelig retssag ved en domstol. Formålet med Teleankenævnet er nemlig, at det skal være nemt og billigt for forbrugeren at føre en sag mod sit teleselskab, uden at det er nødvendigt at med professionel bistand. Du behøver derfor ikke at hyre en advokat til at føre din sag for dig. Selve behandlingen af klagesagen foregår på et skriftligt grundlag. Teleankenævnet medvirker endvidere til selve oplysningen af sagen, således at denne er tilstrækkeligt belyst, inden sagen forelægges nævnet til endelig afgørelse.
Nævnets afgørelse vil foreligge skriftligt og vil blive fremsendt til både klageren og teleselskabet. Teleselskabet er bundet af afgørelsen, hvis selskabet ikke inden 30 dage efter, at afgørelsen er fremsendt til sagens parter, skriftligt har meddelt Teleankenævnet, at selskabet ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Hvis Teleankenævnet ikke giver klageren medhold i sin klage, er der ikke yderligere klagemuligheder. Sagen vil herefter kun kunne indbringes for de almindelige domstole.