Jeg har modtaget en telefonregning, der fakturerer mig for et gammelt forbrug. Er det lovligt?
Som regel vil du få en regning, der dækker et samtaleforbrug for en bestemt periode, som ligger enten månedsvis eller kvartalsvis bagud. Du kan imidlertid undertiden komme ud for, at du – evt. efter at dit abonnement er ophørt – modtager en regning, der fakturerer dig for et ”gammelt” forbrug, dvs. forbrug, der ligger længere tilbage i tiden.
Du hæfter som udgangspunkt også for betalingen af sådanne regninger, idet teleselskabet er berettiget til at tilbagefakturere dig i op til 3 år tilbage i tiden. Efter omstændighederne kan du dog blive fritaget for betalingskravet, selv om forbruget ligger mindre end 3 år tilbage. Dette er tilfældet, hvis det skyldes en fejl, at teleselskabet ikke har faktureret dig for forbruget tidligere, hvis der er gået ”en rum tid”, inden regningen for forbruget fremsendes til dig, og hvis du i god tro har indrettet dig på, at du allerede har betalt hele det skyldige beløb. Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at det undertiden fremgår af regningerne, at hele forbruget pga. fejl eller forsinkelse ikke er afregnet, og at yderligere opkrævning for perioden derfor evt. kan finde sted på en senere regning. I så fald er du ikke i god tro om, at du har betalt hele det skyldige beløb.