Mundtlige aftaler
Både mundtlige og skriftlige aftaler er bindende. Det kan dog være svært at bevise, hvad der er aftalt mundtligt, hvis der opstår uenighed herom. Det kan derfor være en god ide, at eventuelle mundtlige aftaler efterfølgende bliver bekræftet skriftligt.
Eksempel 1: Du har modtaget en rykker, og henvender dig til teleselskabet og fortæller at du har betalt regningen, dog én dag for sent. Teleselskabet viser forståelse herfor, og I aftaler at du kan se bort fra rykkergebyret på 100 kr. Senere modtager du alligevel en opkrævning på de 100 kr. og du henvender dig til teleselskabet, som imidlertid ikke kan se, at det skulle være aftalt at kreditere rykkergebyret.
I dette tilfælde er det dig, der skal kunne bevise, at aftalen om at se bort fra rykkeren blev indgået.
Eksempel 2: Du ringer til dit teleselskab for at opsige en abonnementsaftale. Du modtager ikke en bekræftelse. Senere viser det sig at abonnementet alligevel ikke er opsagt.
Dette er endnu et eksempel, hvor det er dig som kunde og aftalepart, der skal bevise at aftalen er opsagt. Derfor bør du sikre dig en bekræftelse på opsigelsen og/eller sende opsigelsen til teleselskabet skriftligt.